Forsiden
   
 

TEATRET NEO
HOBROVEJ 53
8900 RANDERS
C

86 41 77 46
info@teatret-neo.dk

Evanly Media // Søren Zacho Ruby

ANMELDELSE:
Helstøbt Hardenberg

Teatergruppen Mariehønens ”Henry Harald Hardenberg” er en dejlig forestilling. En lys og levende sag. Godt skruet sammen, enkelt og elegant instrueret, og livfuldt fortalt af to spillere, som tydeligvis kan lide og står 200 procent ved det, de gør. […]

På en fin og lystig måde bringer Søren Skjold [forfatter & instruktør] en vigtig tematik på banen, der handler om at stå til ansvar for sine handlinger og derigennem have ren samvittighed.

Med sans for ords åbenhed og frimodigt-frække direktehed skærper Skjold publikums appetit. Hans evne til at skabe dramatiske situationer ud fra enkle små hverdagshændelser giver nærvær. At han også ind imellem lader publikum se det, de kan forudse eller ønsker at gense, giver et kick. […]

Figurerne er genkendelige fra hverdagen og bliver samtidig skarpt og meget underholdende fremstillet i Plejdrups [Poul Fly Plejdrup, scenograf] venligt lyse stigerum. Erik Viinberg [skuespiller] er perfekt som Henry. Henrys spontane legelyst og dumdristighed kommer flot frem, når Viinberg som et langt, tyndt rær iført korte selebukser drøner rundt langs husmure, vikler sine lange lemmer rundt om stige(reolen)s stolper eller borer dem ind under garage (stigen)s underste piller. Og Nanna Kaarsberg har en dejlig energi i alle de roller, hun med hurtige skift fylder ud. Med blafrende øreklapper og knude på nederdelen er hun den halsende og kagesyge hund Rolf. Briller, cottoncoat, skoletaske og let snerpet mund og hun er forvandlet til dansklærerinden Ibsen. Hårelastik om håndledet, nederdelen op over brystet og et skarpt røntgenblik og hun bliver til storesøsteren Lone. Nederdelen ned, damesko på og moderlig blødhed i knæene og hun forvandles til Henrys mor. […]

De mange sangsekvenser fungerer også fint. Som små skumglade krusninger på en turbulent dag, hvor Henry konstant er i farezonen og den ene ulykke vælter ned over ham efter den anden, mens publikum morer sig og får noget med sig: Oplevelsen af et velfungerende spil og en fin opmærksomhed på samvittighed og ansvar.


Kirsten Dahl, Børneteateravisen nr. 115, december 2000